Brudgommen er den mandlige del af det par som vies. Han holder tale for sin brud i følge traditionen som nummer 2. Dvs. lige efter brudens far eller mor.

En forlover er en mand, der af en brudgom er udpeget til at stå gommen bi på bryllupsdagen. Ofte vælges en nær ven, men det kan også være gommens bror eller far. Oprindeligt fungerede forloveren ved et dansk bryllup som et officielt vidne, der skulle se til, at brudeparret blev lovformeligt gift og ikke var for tæt beslægtet med hinanden. Denne funktion er i dag helt væk.

Forloverens arbejder begynder som arrangør af en polterabend for brudgommen. På selve bryllupsdagen vil forloveren hjælpe brudgommen med forberedelserne og ledsagde ham til kirken. Her sidder forloveren ved brudgommens side og støtter brudgommen samt medbringer ringene og overrækker dem til brudeparret, når tiden er inde. Når selve vielsen er gennemført, skifter forloveren plads med bruden, så brudeparret sidder sammen, og forlover og brudens far sidder sammen.
Efter vielsen er det forloverens ansvar, at alle gæster kommer godt af sted fra kirken, og at ingen bliver efterladt uden kørselslejlighed. Af samme grund skal forloveren helst være den sidste, der forlader kirken.
Til selve festen holder forloveren en tale til brudgommen (som nummer fire i den bundne talerækkefølge), traditionelt en humoristisk tale der markerer afskeden med det vilde ungkarleliv. Forloverens rolle kan også omfatte at være toastmaster til festen.
Det er normalt at markere samhørigheden med brudgommen ved at forloveren har samme knaphulsblomst på, og eventuelt også samme tøj.

1. taler er værten. I "gamle dage" var det oftest brudens far, men i dag er brud og gom som regel selv værter. Der bydes velkommen, og toastmasteren præsenteres, hvis man har sådan en.

2. taler er brudens far. Hvis han ikke er til stede, er det i stedet brudens mor eller en anden nærtstående slægtning

3. taler er brudgommen

4. taler er forloveren

5. taler er brudgommens far

6. taler kan være bruden

Herefter er ordet frit - normalt vælges talerækkefølgen efter, hvor tæt tilknytning taleren har til brudeparret. En tommelfingerregel siger "familien først", dernæst venner og bekendte. Ofte vil nogle af talerne være erstattet af sange eller andre indslag, og så gælder de samme "regler".

En polterabendrejse betyder i grove træk blot, at brudgommen/bruden sammen med sine venner rejser væk fra hjemstavnen til den traditionelle polterabend. Selve polterabenden arrangeres ofte af forloveren/en af brudepigerne i s

Et bryllup er en ceremoni, ofte festlig, ved indgåelse af et ægteskab. Hovedpersonerne er bruden og brudgommen, og selve indgåelsen af ægteskabet kaldes en vielse. Alt efter trosretning er ceremonierne forskellige, og ønskes et bryllup uden religiøst indhold er det muligt at få foretaget en borgerlig vielse på et rådhus af en borgmester eller embedsmand. Det kan i nogen situationer lade sig gøre at blive gift af en skibskaptajn.

Ordet bryllup bruges også mere indskrænket som synonym for vielse.

Forud for brylluppet, arrangerer mange venner en polterabend for bruden og gommen.

Der er tradition for at fejre bryllupsdage - allerede efter det første år kan de nygifte fejre papirbryllup, efter 12½ år gælder det kobberbryllup, og så fortsættes med sølvbryllup efter 25 år, guldbryllup efter 50 år - hvorefter det begynder at blive mere sjældent med atombryllup efter hele 75 år sammen.

I nogle lande, heriblandt Danmark, er det muligt for to personer af samme køn at indgå registreret partnerskab på et rådhus. Dette ligestiller med enkelte undtagelser det pågældende par med traditionelle ægtepar.

En brud er den kvindelige deltager i et bryllup. Hun følges ofte af en eller flere brudepiger. Hendes mandlige partner er brudgommen eller bare "gommen".

Før en brud formelt kan kaldes "kone" eller tituleres "Fru" (efterfulgt af gommens efternavn), skal hun færdiggøre den formelle bryllupsprocedure. I nogle kulturer er et vellykket samleje mellem bruden og brudgommen et nødvendigt trin til at færdiggøre (eller fuldbyrde) bryllupsceremonien.

Ved førstegangsbryllupper er en hvid kjole sædvane – en tradition, som startede ved Dronning Victorias bryllup. Etiketten foreskriver, at en hvid brudekjole ikke må bæres ved efterfølgende bryllupper (da den er en direkte symbol på jomfruelighed), men dette ignoreres ofte nu om dage. Ud over bryllupskjolen bærer bruden normalt også et slør og en buket blomster. I nogle områder bærer brude et strømpebånd, som gommen senere fjerner efter ceremonien.

En polterabend er en sammensætning af de to germanske ord poltern og abend, der betyder henholdsvis "buldre, brage, larme" og "aftentide".

Med tiden er polterabend blevet en begivenhed, hvor man fejrer et brudepar ca. en uge eller to før deres bryllup for at ønske dem held og lykke i deres nye tilværelse eller for nogens vedkommende give dem et vink med en vognstang om alt det sjove, de nu snart går glip af.

Først fra ca. 1980 er det også i Danmark blevet til en fast tradition at holde Polterabend.

Vennerne aftaler indbyrdes terminen og gennem mund til mund metoden spredes indbydelsen til alle som har lyst til at deltage. Mange forsmåede tilbedere benytter denne lejlighed til at lægge en billet ind på en tidligere kæreste... Festen kan også betragtes som en uofficiel modsætning til brylluppet, hvor alt helst skal gå i vasken og være det rene ragnarok (brudgommen skal straffes/bukkes ved korporlig afstraffelse).

Vennerne kan også kidnappe brudeparret (normalt pigerne/bruden og drengene/gommen) hver for sig rundt til for pigernes vedkommende hampre og utaknemlige aktiviteter såsom obligatorisk blomsterbinding, fingermaling og tur på hesteryg.

Den traditionelle talerække ved et bryllup er: 1. taler er værten. I "gamle dage" var det oftest brudens far, men i dag er brud og gom som regel selv værter. Der bydes velkommen, og toastmasteren præsenteres, hvis man har sådan en. 2. taler er brudens far. Hvis han ikke er til stede, er det i stedet brudens mor eller en anden nærtstående slægtning 3. taler er brudgommen 4. taler er forloveren 5. taler er brudgommens far 6. taler kan være bruden Herefter er ordet frit - normalt vælges talerækkefølgen efter, hvor tæt tilknytning taleren har til brudeparret. En tommelfingerregel siger "familien først", dernæst venner og bekendte. Ofte vil nogle af talerne være erstattet af sange eller andre indslag, og så gælder de samme "regler". Den traditionelle talerække ved en konfirmation er: Konfirmanden eller en af forældrene byder velkommen og holder den første tale, og dernæst en fadder, hvis én af dem er til stede. Herefter kan enhver melde sig med en tale. Konfirmanden kan selv holde en tale til sidst og sige tak til sine forældre eller kan måske gøre det med en sang. Til sidst holdes tak-for-mad-talen af værtindens bordherre, og værtinden siger velbekomme. Den traditionelle talerække ved en barnedåb er: Det er normalt, at barnets fader eller moder holder en takketale for fadderne, og at fadderne efterfølgende takker for tilliden